Videns- og oplevelsescentret Hedens Hus i nærheden af Kongenshus Mindepark tager mere og mere form. Senest har Købmand Herman Sallings Fond doneret 400.000 kroner til det indledende arbejde.
Håndsrækningen giver arbejdsgruppen og støtteforeningen bag planerne et håb om, at nogle udvalgte fonde hermed kan få den dokumentation, de behøver for at støtte opførelsen. Ifølge overslaget løber et Hedens Hus op i cirka 50 millioner kroner.
Som det første skridt til en lokalplan har Viborg Kommune netop haft en idéfase. Hedens Hus skal efter planen ligge på brandtomten Nygårdsmark 12, lidt nord for Kongenshus. Hammerum Herreds Kartoffelsektion har bevilget 150.000-180.000 kroner til købet. Plantning og Landskab Midtjylland har givet tilsagn om penge til parkeringsareal, cirka 100.000 kroner.
Liv på heden
“Så alt i alt begynder vi at tro på, at vi kan udvikle denne ægte attraktion på heden. Vores budgetter er forsigtige, og det har vi fået ros for. For eksempel regner vi med, at besøgstallet stille og roligt vokser fra 20.000 i det første år,” siger projektleder Britta Leth.
Som tidligere turistchef i Viborg og som drivkraft for blandt andet ø- og kroturisme har projektlederen stor erfaring med at gøre idéer til virkelighed.
Foreningen til Støtte for Hedens Hus går hånd i hånd med arbejdsgruppen og består i første omgang af en bestyrelse på syv medlemmer. Den rummer den ekspertise, som skal gøre tanker til handling. Kartoflens avl, forædling og forskning er godt repræsenteret, men også økonomien, formidlingen og heden i bredeste forstand er tilgodeset. Senere skal den udvikle sig til at være husets folkelige fundament.
I forvejen hviler planerne på et lokalt og folkeligt engagement, idet det hele tog sin begyndelse i foreningen Liv på Alheden. Erhvervsministeriets Landdistriktspulje var med 260.000 kroner blandt dem, der gødede hedejorden.
En verden for sig
Gæsten træder i Hedens Hus indenfor i en betagende verden, der helt er sin egen. Allerede omgivelserne lægger op til noget særligt. Bygningen i sig selv er en del af en ægte oplevelse og ligger helt i pagt med naturen. Inde og ude glider i ét.
Arkitekterne Holscher Nordberg har skitseret et bygningsværk på 1100 kvadratmeter. De har ladet sig inspirere af hedebøndernes – og ikke mindst kartoffeltyskernes – byggeskik. Det højt rejste stråtag er på én gang beskedent og overvældende.
Hedens Hus er som en magisk æske, der rummer den fængende fortælling om hedens historie, flora og fauna. Arbejdet bærer undertitlen “Kartoflens Univers”. Som hedens lille guldklump kommer kartoflen i fortid, nutid og fremtid naturligt i centrum.
Stærke navne
Arbejdsgruppen består også af Ove Kloch, tidligere administrerende direktør for Hedeselskabet, og journalist Jesper Overgaard.
“At bygge Hedens Hus i kartoffeltyskernes land er oplagt. Her kan vi ikke blot formidle kartoflens historie, men give gæsterne et indblik i en naturform, der engang dækkede store dele af Jylland, og som den dag i dag er en del af den lokale selvforståelse,” siger Britta Leth.
Formand er Henrik Knude Larsen, medlem af Danmarks Kartoffelråd og ejer af ScanPotato. Næstformand er Preben Kloster, bestyrelsesmedlem i Danske Kartofler, landbruger og kartoffelavler. Kasserer er Marie Sønderby Andersen, eventkoordinator og markedsføringsøkonom.
De øvrige medlemmer er Kristian Møller Sørensen, formand for kartoffelmelcentralerne i Brande og Karup, Henrik Sell, tidligere vicedirektør for Naturhistorisk Museum i Aarhus, Anne Louise Dannesbo Nielsen, institutleder af Department of Food Science, Aarhus Universitet, og Ingelise Vestergaard, senior- erhvervsrådgiver, Sparekassen Kronjylland.
Flere oplysninger hos:
Turismekonsulent Britta Leth, telefon 40 11 53 62, mail, turismekonsulent@hotmail.com
NB Siden vi i begyndelsen af juni 2025 sendte denne pressemeddelelse ud, har vi fået et mere detaljeret anlægsbudget. Vi vurderer nu, at vores behov for anlægskapital er på 74 millioner kroner.